Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

Artikel

Myndigheder giver frie rammer til to PtX-pionerprojekter

Brande Brint og GreenLab Skive er netop blevet udpeget som landets første testzoner for demonstration og afprøvning af fremtidens grønne energiløsninger. Testzoneprojekterne fritages for en række af de gældende regler på energiområdet, hvilket giver friere rammer til at teste og indsamle erfaringer om, hvordan nye grønne energiformer kan fremme udviklingen af et smart og fleksibelt energisystem, der kan rumme enorme mængder af vedvarende energi.

Danmark har sat et mål om at blive et klimaneutralt samfund inden 2050, og for at det skal lykkes, er det nødvendigt at se på alle innovative løsninger, der kan bidrage til CO2-reduktioner og udfasning af fossile energikilder. Industrien har ikke ligget på den lade side - faktisk skyder det ene grønne PtX-projekt op efter det andet, der tester potentialerne i at omdanne fx. vindenergi til grøn brint og electrofuels til transportsektoren, grøn ammoniak til landbruget, grøn metanol til den maritime sektor, og lagring af grøn strøm. Alt sammen energiløsninger, der muliggør et grønnere og mere bæredygtigt samfund.

Derfor skal der nu findes løsninger på, hvordan elnettet kan indrettes til at rumme de enorme mængder af grøn strøm, som skal produceres i storskala i fremtiden, når flere sektorer skal undergå en grøn omstilling, hvor grøn strøm bliver kilden til både direkte og indirekte elektrificering af samfundet. Et afgørende element i den øvelse er at nedbryde barrierer og finde frem til de rette rammer og vilkår for produktionen og forsyningen af den grønne strøm, og det skal de to nye regulatoriske testzoner, GreenLab Skive og Brande Brint, være med til at afprøve.

”Vores ambition er, at Danmark skal have det mest fleksible og velintegrerede energisystem i Europa. Det skal GreenLab Skive og Brande Brint være med til at bidrage til, nu hvor vi giver dem friere rammer til at udvikle fremtidens grønne energiløsninger. De vigtige erfaringer, virksomhederne gør sig, skal være med til at sikre vores position inden for grønne energiformer som for eksempel Power-to-X,” siger klimaminister Dan Jørgensen i en pressemeddelelse og uddyber: 

"Power-to-X kan blive Danmarks næste ”vindeventyr”. Ikke alene kan teknologien bidrage med CO2-reduktioner på sigt i Danmark, det har også potentialet for at blive en væsentlig eksportvare – både i forhold til teknologi og know-how.”

Power-To-X

Ambitionerne er store i GreenLab Skives grønne erhvervspark på 58 hektar, hvor PtX-teknologi og lagring af vindenergi skal levere nye...

Tester offshore-brintproduktion

Brande Brint-projektet, som ejes af Siemens Gamesa, tester potentialet i brintproduktion uden om elnettet, i en såkaldt ø-tilstand. En 3 MW vindmølle er koblet sammen med et elektrolyseanlæg, som omdanner strømmen fra vindmøllen til grøn brint, og det er en løsning, som Siemens Gamesa ser potentialer i både på land og på havet.

"Vi vil gå forrest i bestræbelserne på at erstatte olie og gas med grøn brint. For at lykkes med denne omstilling, er det nødvendigt at skalere den grønne brint betragteligt både onshore og offshore, hvilket kræver at vi udforsker løsninger, der kan nedbringe omkostningerne betragteligt, når den grønne brint produceres i store mængder," siger Poul Skjærbæk, Chief Innovation and Product Officer hos Siemens Gamesa, og uddyber:

"Med den danske regerings historiske beslutning om at udpege Brande Brint til regulatorisk testzone, så kan vi nu forske i, hvordan vi udvikler et system, der i ø-tilstand kan producere brint offshore på vindmølle-niveau. Slutmålet er at have individuelle mølle-elektrolysesystemer, der kan producere grøn brint uafhængigt af nettilslutning. Det er selve grænsen for brintinnovation, som vi vil jagte her på vores danske testsite. Dette modige tiltag er et vigtigt skridt for at sikre Danmark en ledende position i den kommende PtX-baserede energiomstilling," slutter han.

Potentialet i netop offshore brintproduktion kan få stor betydning i de kommende år, hvor planerne for Danmarks to kommende energiøer i hhv. Nord- og Østersøen er under udvikling. Her er ikke blot et behov for at finde en teknologisk løsning, der muliggør realiseringen af den store udbygning med vindenergi, grøn brintproduktion og lagring af strøm, der kan fødes ind i det danske net, men altså i høj grad også at finde frem til de optimale lovgivningsmæssige rammer, der muliggør, at den store strøm- og brintproduktion også kan afsættes til udlandet.

Artikel

Brintanlæg i Brande producerede under en testkørsel i januar den første kilo grønne brint, der kan levere energi svarende til 100...

Wind Denmark: Vigtigt at nedbryde barrierer

PtX-potentialet i Danmark er enormt stort, men hvis de indenlandske CO2-reduktioner og et dansk PtX-eksporteventyr skal forløses, kræver det, at de regulatoriske rammevilkår understøtter produktionen og udviklingen af PtX. Med et energisystem, der er indrettet til overvejende at rumme fossile energikilder, er der nu et massivt behov for i stedet at indrette det til at rumme vedvarende energikilder.

Både elnettets tilgængelighed og tarifsystemet udgør for nuværende en stor barriere for PtX-projekter, og det er derfor altafgørende, at der arbejdes på at indrette tarifsystemet, så det muliggør og belønner fleksible produktions- og forbrugsløsninger. Det bør ligeledes være muligt at koble VE-produktion med forbrug via direkte linjer, så PtX-projekter ikke udelukkende er afhængige af det kollektive elnet – hverken fysisk eller økonomisk.

Derfor er der i Wind Denmark også glæde over, at der med testzone-ordningen tages første vigtige skridt mod konkrete erfaringer, der kan bidrage til at udvikle de rette rammevilkår:

"Testprojekterne Brande Brint og GreenLab Skive er et vigtigt skridt i den rigtige retning, for at kunne udvikle og skalere danske PtX-løsninger," siger Michael Madsen, Chefkonsulent i Wind Denmark og slutter:

"Hvis vi for alvor skal forløse det danske PtX-potentiale i form af indenlandske CO2-reduktioner og et grønt eksporteventyr, kræver det dog mere end det. Der er behov for nye regulatoriske rammer, der understøtter PtX og blandt andet muliggør kobling af VE-produktion med forbrug via direkte linjer.” 
 

Fakta om testzone-ordning

En regulatorisk testzone er en mulighed for at afprøve innovative energi- og forsyningsløsninger under virkelige forhold. Der er tale om innovative løsninger, der er stødt på en barriere i energi- og forsyningslovgivningen, der betyder, at projektet ikke kan gennemføres.

I testzonerne kan der gives tidsafgrænsede dispensationer fra konkrete regler til forsøg med nye forretningsmodeller, ny teknologi og nye løsninger.

Testzoneordningen har sit afsæt i den politiske energiaftale fra 29. juni 2018, hvor det er besluttet at iværksætte en række initiativer, som skal fremme udviklingen af et smart og fleksibelt energisystem i Danmark

En virksomhed kan blandt andet søge om mulighed for at teste en mere effektiv udnyttelse af energi og energibesparelser eller konkrete digitaliseringsløsninger. Læs mere HER

Kilde: Energistyrelsen

 

Nyheder direkte i din indbakke?