Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

Artikel

Brint i Brande: Power-to-X giver vindmølleejerne nye muligheder

Brintanlæg i Brande producerede under en testkørsel i januar den første kilo grønne brint, der kan levere energi svarende til 100 kilometers kørsel i en brintbil. Det fortalte Jesper Elliot Petersen, projektleder hos Siemens Gamesa, da han afholdt oplæg på Wind Denmark's Erfadagen 2021 under overskriften: ”Elektrificering og Power-to-X: Nye muligheder for vindmølleejere”.

Lige nord for Brande etablerede Siemens Gamesa sammen med det det lokale vindmøllelaug Uhre Windpower i august sidste år verdens første Power-to- X-testsite med et 400 kW elektrolyseanlæg, der er koblet direkte til en af fire 3 MW vindmøller ca. hundrede meter derfra.  Som projektleder for vind- og brintprojekter hos Siemens Gamesa har Jesper Elliot Petersen været med fra starten på projektet ”Brint i Brande”, der skal give læring og erfaringer i målet om et dansk brinteventyr med vindmøller som den afgørende faktor. 

”Der har været run på siden ”Brint i Brande” gik i luften for snart et år siden. Derfor var det også en ret stor dag, da vi januar kunne producere vores første kilo brint baseret på ni liter vand og 55 kW/h strøm. En brintbil kører omkring 100 kilometer på 1 kilo brint, hvilket også er en ret god indikator på de mængder energi, som vi arbejder med på nuværende tidspunkt,” sagde Jesper Elliot Petersen, der dog understregede, at der var tale om en testkørsel på elektrolyseanlægget. Selve idriftsættelsen og den egentlig brintproduktion, hvor der lagres og transporteres fra sitet, vil ske senere på året. 

Erfadagen 2021

Jesper Elliot Petersen var inviteret som oplægsholder på Wind Denmark's Erfadag 2021, der blev afholdt som online webinar med deltagelse af mere end hundrede vindmølleejere og andre medlemmer af Wind Denmark, der havde tilmeldt sig en formiddag med oplæg og netværksmøder.

...

Gode muligheder i brint til grønne brændsler

Overskriften på oplægget var ”Elektrificering og Power-to-x: Nye muligheder for vindmølleejere”. I fremtiden vil vindmøller nemlig – udover at levere grøn strøm til stikkontakterne i de danske hjem – også blive en afgørende faktor i produktionen af brint, der skal omdannes til flydende brændstof og puttes i busser, biler, lastbiler, skibe og fly som erstatning for fossile brændsler.     

”På den korte bane tror jeg, at anvendelse af brint i brændstof først tager fart i transportsektoren. Vi kan allerede se, at batteriteknologier ser ud til at blive løsningen i den lette transport som f.eks. i elbiler og motorcykler. På den længere bane er der ingen tvivl om, at svaret er flydende brændstof i f.eks. de store langdistanceskibe og lastbiler, hvor der er rigtig gode muligheder i udnyttelsen af brint,” sagde Jesper Elliot Petersen.   

Vindmølleejerne vil sidde på den grønne gren, hvis Power-to-X-teknologi bliver det eksporteventyr, som Siemens Gamesa, Uhre Windpower og efterhånden flere andre danske VE-producenter satser på, mener Jesper Elliot Petersen. Det er nemlig vindmølleejere, som producerer den strøm (Power), der i PtX-teknologien udnyttes til at spalte vand til den brint, som udgør byggeklodsen i de grønne brændsler (X).

Artikel

Den jyske developer Skovgaard Invest træder nu første skridt ind i PtX-verdenen. Sammen med vindgiganten Vestas og Haldor Topsøe, som...

”Der er ingen tvivl om, Power-to-X teknologi bærer på et kæmpe potentiale – ikke kun for klimaet, men også for udnyttelsen af grøn strøm fra vindmøllerne. F.eks. er der netop kommet nye krav om mere klimavenlig busdrift i kommuner og regioner. Det er tiltag som disse, der kan give muligheder for PtX-teknologi fremadrettet,” sagde Jesper Elliot Pedersen. 

Læring og erfaringer

Brintanlægget i Brande består af tre hovedenheder. Den første enhed er elektrolyseanlægget, der i praksis består af en 20-fods container, hvori vandet spaltes til brint ved hjælp af strøm fra en 3 MW vindmølle koblet direkte til anlægget. Herefter sender et rør med en diameter på mindre end 1 cm brinten til en kompressortank, der med et tryk på 35 bar komprimerer brinten. Herfra sendes den til en opbevaringstank, der komprimerer brinten yderligere. Endelig sendes brinten ud i såkaldte tube-trailers – en slags lastbil, der både fungerer som oplagringsenhed og sørger for, at brinten køres ud i samfundet.  

Der er bygget en større parkeringsplads til tube-trailers på sitet, men Ifølge Jesper Elliot Petersen vil lastbiler med brint ikke komme til at skabe trafikprop på Fløvej ved Brande i nærmeste fremtid:  

”Elektrolyseanlægget er kun på 400 kW, Så det tager fem dage af fylde en tube-trailer, der hver især kan rumme en ton brint. Vi kommer nok til at se langt større kapaciteter på fremtidige Power-to-X sites, men projektet i Brande giver os både en læring og erfaring, der er uundværgelig på den lange bane,” siger han. 

Ingen krav om VVM-undersøgelse

Med Brint i Brande har det for Siemens Gamesa handlet om at blive klogere på, hvad det kræver at tilladelser fra myndighederne, hvis man ønsker at etablere et brintanlæg. Hvem kan aftage brinten? Hvordan skal brinten transporteres? Og hvad med myndighedsansøgningerne?

”Det har selvfølgeligt været nødvendigt med de obligatoriske ansøgninger som landzonetilladelser, lokaleplansdispositioner og miljøtilladelser. Vi er dog ikke blevet påkrævet VVM-undersøgelsen, hvilket er en vigtig konklusion at drage med videre. Kravet om en VVM-undersøgelsen vil dog i sidse ende nok afhænge af brintanlæggets størrelse, og hvor i naturen du ønsker at etablere det,” sagde Jesper Elliot Petersen.

Endelig nævnte projektlederen for Siemens Gamesa afklaring omkring afgifter, som brintprojektet i skrivende stund er ved at afklare. Kan der f.eks. opnås tilladelse til den direkte elforsyning uden krav om tariffer? Et spørgsmål, som også Wind Denmark er i dialog med myndigheder om at få løst. Læs mere herom nedenfor.

Pressemeddelelse

Forud for 2. behandlingen af lovforslag L67, der er den største revision af lov om elforsyning i mindst de sidste 10 år, åbner en række...

Nyheder direkte i din indbakke?