Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

Artikel

Vind og sol dækkede knap halvdelen af danskernes elforbrug i 2021

Tal fra Energinet viser, at vind og sol tilsammen producerede 47,2 pct. af danskernes samlede elforbrug i 2021. Vindandelen alene lå på 43,6 pct. hvilket er en tilbagegang i forhold til 2020. For at sikre en tiltagende VE-andel i energiforsyningen skal der træffes politiske beslutninger om mere VE-udbygning i 2022, mener Wind Denmark.

På grund af et rekorddårligt vindår faldt de danske vindmøllers dækning af elforbruget fra 46,5 pct. i 2020 til 43,6 pct. i 2021. Det skriver Energinet i en pressemeddelelse, som også oplyser, at sol stod for 3,6 pct. af danskernes samlede elforbrug i 2021. Tilsammen producerede vind og sol i 2021 47,2 pct. af det samlede elforbrug.    

”En vindandel på 43,6 pct. er stadigvæk et højt niveau, hvis vi ser på det i et historisk og europæisk perspektiv. Og på trods af et rekorddårligt vindår er vindenergi fortsat den klart største energikilde til forsyning af danskernes elforbrug. Det viser, at den danske prioritering af vindenergi i høj grad har givet mening - også i år som 2021 med en lav vindproduktion,” siger Søren Klinge, der er elmarkedschef i Wind Denmark.  

Nedgangen i vindandelen er særligt markant set i lyset af, at Danmarks største havmøllepark Krigers Flak på 600 MW blev sat i drift i 2021 og dermed har leveret grøn strøm til elnettet i størstedelen af året. Ifølge Energinet skyldes nedgangen ”helt overvejende”, at året 2021 var et historisk dårligt vindår i Danmark. I 2021 blæste det 10 pct. mindre end et normalt år samtidig med, at elforbruget i Danmark steg med knap 5 pct. sammenlignet med 2020.

”Elforbruget kommer kun til at stige yderligere i de kommende år, så det er af afgørende betydning, at der træffes politiske beslutninger om en udbygning med vind og sol i 2022. Det haster, hvis vi skal opfylde målet om bl.a.  at levere grøn strøm til de PtX- projekter, som fremover skal producere grønne brændsler til bl.a. den tunge industri, transportsektoren og til landbruget,” siger Søren Klinge.

Det haster med en udbygning af elnettet  

I pressemeddelelsen oplyser Energinet endvidere, at specialregulering kun er én del af forklaringen på nedgangen i vindandelen i 2021 sammenlignet med 2020. Specialregulering, der er anmodet og betalt fra Tyskland og leveres delvis af danske vindmøller, medførte i 2021, at vindandelen lå på omkring 3,7 procentpoint lavere end ellers. Til sammenligning lå vindandelen ca. 3,9 procentpoint lavere i 2020, skriver Energinet. 

”Det understreget netop et stærkt behov for en udbygning af elnettet, når Energinets nedlukning af vindenergien via specialregulering betyder, at produktionen fra danske vindmøller er 3,7 procentpoint lavere end den kunne havde været,” mener Søren Klinge og uddyber:    

”Den lavere vindandel sætter en tyk streg under, hvordan det haster med at få udbygget elnettet og at man fra politisk side skal sikre de rigtige rammevilkår for det både på dansk og europæisk plan. Systemoperatørernes manglende udbygning af elnettet må ikke stå i vejen for, at vi kommer i mål med den grønne omstilling.”   

Med Krigers Flak havvindmøllepark i fuld drift hele året og hvis 2022 bliver et nogenlunde normalt vindår, så forventer Energinet en vindandel i 2022, som trods stigende elektrificering og elforbrug, vil nærme sig de 50 pct. Inden for de næste 2-3 år forventer Energinet, at solandelen udgør over ti pct. af elforbruget.

Nyheder direkte i din indbakke?