Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

Artikel

Hensigtserklæring sikrer rammer for fortsat vækst i vindsektoren

Regeringen og ledende globale aktører i vindsektoren vil med en banebrydende erklæring understøtte, at Danmark også i fremtiden er en foretrukken landepartner for test, udvikling og produktion af vindteknologi og -ydelser.

Små to sider fylder hensigtserklæringen, som finansminister Kristian Jensen (V) i dag 17. januar har underskrevet på vegne af den danske regering. Betydningen af ordene på de to sider kan dog næppe undervurderes. Hensigtserklæringen, også kaldet en Memorandum of Understanding, forpligter nemlig underskriverne til at samarbejde om at sikre, at Danmark er den foretrukne landepartner for den globale vindindustri. Derfor underskrives hensigtserklæringen af nogle af vindsektorens absolut tungeste aktører; Ørsted, Vattenfall, Vestas, Siemens Gamesa, MHI Vestas samt Wind Denmark.

”Vestas forventer en stor global efterspørgsel på vindenergi, der kræver øget fokus på testpladser til vindmøller i Danmark, så vi fortsat kan udvikle og bygge nye vindmøller i Danmark og eksportere grøn teknologi til hele verden. Derfor glæder det os, at Wind Denmark og Regeringen underskriver denne hensigtserklæring om, at vi sammen løfter den danske styrkeposition på vind til glæde for hele den danske vindmølleindustri og vores mange underleverandører på tværs af landet,” siger Morten Dyrholm, Group Senior Vice President i Vestas.

Det er Wind Denmark, der på vegne af sektoren har ført forhandlingerne med Regeringen.

"Vindenergi er den billigste teknologi til at omstille alverdens samfund fra sort til grøn energi, og derfor byder fremtiden også på stor vækst i den globale vindindustri. Med denne hensigtserklæring tilsigter vi, at Danmark fortsat får andel i denne vækst, og særligt når det gælder udvikling og test af fremtidens vindteknologi og -ydelser, hvor Danmark har en klar kernekompetence,” siger Jan Hylleberg, adm. direktør for Wind Denmark.

LORC vil være lakmusprøve

Konkret indebærer hensigtserklæringen, at regeringen arbejder for at fremme attraktive vilkår for særligt test, udvikling og demonstration af vindteknologi, mens de industrielle underskrivere til gengæld vil vægte Danmark tungt som afsæt for netop test- og demonstration. For at sikre det fælles mål, mødes parterne årligt.

Lindø Offshore Renewables Center (LORC) ventes at blive den første konkrete handling i relation til den nye hensigtserklæring, da det verdenskendte testcenter på Fyn har søgt om 50 mio. kr. til etableringen af endnu en testbænk til test af næste generation af havvindmøller.

 ”Skal vi bevare førerpositionen på test og validering af vindteknologi – et hestehoved foran resten af verden – så bliver Danmark nød til at investere i stadigt større og mere avancerede test- og demonstrationsfaciliteter. Dertil er der brug for offentlig medfinansiering som supplement til de store private investeringer, og derfor kan den hensigtserklæring, der nu underskrives mellem Regeringen og sektorens tungeste aktører ikke undervurderes,” udtaler Torben Lorentzen, CEO for LORC.

Pressemeddelelse

Med en ny hensigtserklæring sætter regeringen en tyk streg under den danske ambition om at fastholde førerpositionen inden for land- og...

Nyheder direkte i din indbakke?