Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

Corona-kickstart

Wind Denmark udgiver 41 vækstinitiativer

Danmarks økonomi skal startes grønt op i forlængelse af coronakrisen. Det mener Wind Denmark, der har offentliggjort 41 grønne vækstinitiativer. Vækstinitiativerne er i dag overleveret til finansminister Nicolai Wammen (S), der leder forhandlingerne om den økonomiske genopretning af dansk økonomi.

Coronakrisen har givet en mavepuster til den danske økonomi og beskæftigelsen i mange sektorer. Derfor skal der investeres i at bringe Danmark og dansk økonomi tilbage i gear, bl.a. i form af økonomiske her-og-nu investeringer i samfundet, og investeringerne bør i videst muligt omfang være grønne, mener Wind Denmark.

”Alt imens coronakrisen i to måneder har sat vores samfund mere eller mindre på pause, så har klimakrisen ikke holdt pause. Vi står nu overfor at skulle kickstarte den danske økonomi for at fremme væksten og beskæftigelsen, og i takt med at vi sætter gang i samfundet, så bør vi benytte tiltag, der fremmer bekæmpelsen af klimaforandringerne mest muligt og samtidig skaber job,” siger Jan Hylleberg, adm. direktør i Wind Denmark og fortsætter:

”Kombinationen af jobskabelse, vækst og klimahensyn kan lade sig gøre, hvis politikerne vælger at prioritere at kickstarte samfundsøkonomien og privatforbruget med grønne initiativer, som eksempelvis her-og-nu reduktion af elafgiften eller tilskud til private, der vil udskifte deres gasfyr med en elbaseret løsning eller fremrykninger af investeringer i vedvarende energi, som vindmølleparker.”

Wind Denmark anbefaler, at de 41 fremlagte vækstinitiativer enten indgår i de politiske her-og-nu forhandlinger omkring kickstarten af den danske økonomi eller inddrages i forhandlingerne om klimahandlingsplanen, som skal sikre, at Danmark når sin 70 pct-målsætning i 2030, men som er forsinket grundet coronaudbruddet.

Politisk handling er afgørende

Wind Denmark’s formandskab og adm. direktør har 14. maj overleveret de 41 grønne vækstinitiativer til finansminister Nicolai Wammen (S), der er ansvarlig for forhandlingerne om kickstarten af den danske økonomi. Samtidig er finansministeren sammen med klima- og energiminister Dan Jørgensen (S) også sat for bordenden i forhandlingerne om klimahandlingsplanen.

”Vi har her til morgen afleveret vores anbefalinger til finansministeren, og jeg håber, at initiativerne kan bidrage til at skubbe på den grønne udvikling, der er meget stort behov for, hvis vi skal nå vores forpligtelse om 70 pct. reduktionen i drivhusgasudledningen i 2030,” siger Jan Hylleberg.

”Opgaven vi står overfor, med kickstarten af dansk økonomi og bekæmpe klimaforandringerne, er kæmpestor og der er brug for alle gode politiske kræfter og nytænkning til at komme i mål. Her skal vi gerne inden sommer ikke kun se resultaterne af de politiske forhandlinger om kickstarten af dansk økonomi, men vi skal som minimum også se konturerne af den endelige klimahandlingsplan,” siger Jan Hylleberg.
 

Wind Denmark's grønne vækstinitiativer, forside
Politikpapir

I denne rapport lancerer Wind Denmark 41 initiativer, der vil bidrage til at kickstarte den danske økonomi og beskæftigelse – til at starte Danmark grønt op igen efter coronakrisen.

 

Nyheder direkte i din indbakke?