Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

Artikel

Vindgiganter dropper deponi af vindmøllevinger

To af verdens ledende vindgiganter, Siemens Gamesa og Ørsted, forpligter sig til en mere bæredygtig afskaffelse af udtjente vindmøllevinger. Når den operationelle levetid er nået, skal de udtjente vinger nyttiggøres til andre formål, i stedet for at ende deres dage i deponi.

Deponi er en velkendt og ufarlig metode til henlæggelse af det affald, der ikke kan genbruges eller brændes. Det er derfor også en metode, der har været benyttet i vindsektoren til håndtering af affaldet fra vindmøllevinger, som består af svært nedbrydelige kompositmaterialer, der skal kunne modstå hård slitage og ekstreme vindforhold i de 20-30 år, de snurrer rundt og producerer grøn energi til elnettet.

Nye teknologier for affaldshåndtering er nu så langt, at de ledende aktører i vindindustrien er klar til at sætte stop for deponi til fordel for en mere bæredygtig affaldshåndtering gennem samarbejde med komposit- og affaldssektorerne.

"Vi vil være med til at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi, og det vil vi gøre på en bæredygtig måde. Det indebærer, at vi begynder at bruge mere cirkulære modeller, hvor vi genanvender ressourcer og sparer energi og på den måde også reducerer CO2-udledningen. Det er en stor udfordring, men vi ser frem til at arbejde med denne udfordring sammen med vores forsyningskæde," udtaler administrerende direktør i Ørsted, Mads Nipper.

Artikel

Et bredt konsortium ledt an af vindsektorens helt store aktører har opnået støtte fra Innovationsfonden til at igangsætte projektet...

Ørsted forpligter sig til enten at genbruge, genanvende eller genvinde alle vindmøllevingerne i sin globale portefølje af hav- og landvindmølleparker ved nedtagningstidspunktet. Selskabets globale portefølje tæller i dag 7,5 GW havvind og 1,7 GW landvind, og de har desuden ambitioner om at opføre 30 GW havvind og 17.5 GW landbaserede energianlæg, herunder landvind, i 2030.

"Jeg håber, at vores udmelding kan være med til at inspirere andre, hvilket vil hjælpe med at bringe skala til løsninger inden for genbrug af vindmøllevinger, således at vi hurtigere kan få reduceret omkostningerne ved alternativerne til deponering, og der kan sættes skub i den udvikling, der allerede er godt i gang i vindindustriens forsyningskæde, så løsningerne kan designes, hvor der skabes så lidt affald som muligt," udtaler Mads Nipper videre.

Siemens Gamesa danner partnerskab med affaldsspecialist

Siemens Gamesa var i den forgangne uge klar med en udmelding om, at de har indgået samarbejde med affaldsspecialisten Stena Recycling om at genanvende udtjente prototype-vindmøllevinger fra vindmølleproducentens fabrik i Aalborg til produktion af kul og silicium. Over årene har Siemens Gamesas nordjyske fabrik samlet 750 ton vinger, som nu skal have nyt liv gennem genanvendelse.

Processen indebærer, at vingerne fragtes til en samarbejdspartner i Tyskland, som har teknologien til at opklippe vingerne i mindre plader, som herefter pulveriseres. Pulveret sendes igennem en roterende brændeovn, som ved meget høje temperaturer kan fjerne bindemidlerne i det pulveriserede kompositmateriale og fra forbrændingen udvindes de nye råstoffer, bl.a. kul og silicium, som kan bruges i ny produktion af fx cement. Dermed udnyttes de værdifulde ressourcer fra de udtjente vinger og bidrager til at sænke CO2-belastningen i den ellers CO2-tunge cementindustri.

”Samarbejdet mellem Siemens Gamesa og Stena Recycling understreger, at industrielle partnerskaber kan skabe bæredygtige resultater og løfte virksomheder op i affaldshierarkiet," udtaler fabrikschef hos Siemens Gamesa i Aalborg, Peter Birkegaard.

 

Fakta: Affaldshierarki

Affaldshierarkiet afspejler de mest og mindst bæredygtige metoder for affaldshåndtering. Øverst ligger affaldsforebyggelse som er den mest bæredygtige tilgang, mens deponi og forbrænding (uden energiudnyttelse) er de mindst bæredygtige metoder for affaldshåndtering.

Målet er at løfte bundlinjen i affaldshierarkiet, så den mest udbredte metode er affaldsforebyggelse, mens de mindst brugte er deponi og forbrænding uden energiudnyttelse.

...
Affaldshierarki på dansk efter ETIPWind's "Waste Management Hierarcy" (2019)

 

 

Nyheder direkte i din indbakke?