SLUT MED DEPONI

Nye kræfter vil sætte skub i genanvendelse af udtjente mølledele

’Et godt afsæt i Danmark og Nordeuropa er vigtigt, når vi skal skabe en skalerbar forretning til at tage hånd om gamle vindmøllekomponenter på en sikker, datadrevet og bæredygtig måde,’ fortæller Rasmus Buhl Andersen, COO i Kingo Wind.

Kingo Wind arbejder med  sikre at alt materiale, der tages ned fra vindmøller kan genanvendes eller genbruges i andre sammenhænge.

Foto: Kingo Wind

Den danske vindmøllebranche er eksperter i at opføre og installere vindmøller til lands og til vands. Men hvad sker der, når vindmøllerne er udtjente og enten helt eller delvist skal pilles ned?

Flere danske virksomheder øjner nye forretningsmuligheder i de gamle vindmøller, som skal tages ned og forarbejdes på ny. Kingo Wind er en de nyeste aktører i den spirende værdikæde, der arbejder på at skabe en industri, som kan tage i mod og skabe værdi af de udtjente vindmøllekomponenter. Virksomheden udspringer af den familieejede Kingo Karlsen-koncern, der ejer en række selskaber i nedrivningsbranchen.

– Vi vil gerne være med til at sikre at alt materiale, der tages ned kan genanvendes eller genbruges i andre sammenhænge. Det gælder især glasfiber, som bl.a. findes i vindmøllens vinger, og som hidtil har været en udfordring for branchen at bearbejde på en bæredygtig og omkostningseffektiv måde, fortæller Rasmus Buhl Andersen, COO i Kingo Wind.

I 2023 har nedbrydning- og genanvendelsesvirksomheden blandt andet være med til at sørge for nyt liv til Vattenfalls 19 udtjente vindmøller ved Nørre Økse Sø.

Her er stål fra vindmølletårnene f.eks. forvandlet til køreplader, og betonen knust til brug som nyt vejunderlag. Vindmøllevingerne er nedtaget nænsomt og sendt til udskæring og opmagasinering, så de senere kan bruges som facade i et svensk parkeringshus, der ventes at stå færdigt i 2025.

15.000 gamle vindmøller

Højere energipriser betyder, at færre vindmøller end forventet er taget ud af drift i de seneste år og flere vindmølleejere tyer i stedet til repowering eller reparation af komponenter.

Rasmus Buhl Andersen erkender da også, at der pt. er længere mellem projekterne – særligt når det kommer til hele vindmøller, der skal tages ned.

Men bare i Danmark og i Nordtyskland står omkring 15.000 vindmøller, som nærmer sig et kvart århundrede, estimerer Rasmus Buhl Andersen. Det gælder både for større vindmølleparker og for private vindmølleejere eller -laug, som i 90’erne var blandt de første til at investere i opførslen af de vedvarende energianlæg.

Møllerne skal ned eller udskiftes på et tidspunkt, og vi vil gerne være med til at sikre, at der er en værdikæde, som er klar til at gribe det på en sikker og mere bæredygtig måde
Rasmus Buhl Andersen, COO, Kingo Wind

Derfor har Kingo Wind tiltro til, at markedet vil udvikle sig til fordel for genanvendelsesindustrien.

– Selvom tanken er god, kan man næppe blive ved med at vedligeholde og reparere de gamle vindmøller. Vi har en forventning om, at der kommer en ketchupeffekt. Møllerne skal ned eller udskiftes på et tidspunkt, og vi vil gerne være med til at sikre, at der er en værdikæde, som er klar til at gribe det på en sikker og mere bæredygtig måde, siger han.

At Danmark i årtier har været i førertrøjen inden for vindmølleteknologi, kan vise sig at blive en konkurrencefordel for virksomheder, der vil være first-movers i værdikæden for et europæisk brugtmarked.

For Kingo Wind gælder det i første omgang om at skabe et godt udgangspunkt for nedtagning, genanvendelse og datarapportering i Danmark og det øvrige nordeuropæiske marked.

– 2024 forventer vi bliver et år med udvikling og forberedelse. Vi vil dygtiggøre os i vores baghave i Danmark sammen med kunder og samarbejdspartnere. Desuden er vi i Holland og Nordtyskland og holder øje i resten af Skandinavien, siger Rasmus Buhl Andersen.

Et grønnere alternativ

Dataindsamling om nedtagning og genanvendelse er væsentlig del af arbejdet med de gamle mølledele. Det skal især anvendes til ESG-rapportering hos de større virksomheder, der i kraft af EU’s nylige Corporate Sustainability Reporting-direktiv skal kunne dokumentere indirekte udledninger i værdikæden.

– Vi kommer ikke til at være de første, der bliver direkte ramt af direktivet, men vi forventer, at data og scope-3 rapportering kommer til at have stor værdi for vores kunder. Samtidig vil vi gerne være med til at sikre, at det ikke er mangel på data på området, der bremser udviklingen af de grønne løsninger, siger han.

I vindmølleindustrien er der flere udviklingsprojekter i gang, som skal være med til at fremme genanvendelsen af især vindmøllevinger, som grundet den hårdføre og slidstærke materialesammensætning er svære at nedbryde på en økonomisk og energivenlig måde.

Bl.a. har Siemens Gamesa introduceret RecyclableBlades, som med en ny type resin nemmere kan adskilles, ligesom konkurrenten Vestas i 2023 kunne annoncere, at man nu har knækket koden til at opløse og genanvende epoxyresinen, der holder sammen på materialerne i deres vinger.

Senest har Green Power Denmark fortalt om virksomheden Continuum, der senere i år påbegynder opførelsen af en ny fabrik i Esbjerg, som skal producere byggeplader til byggeindustrien af de udtjente glasfibermaterialer.

De store udviklere og vindmøllefabrikanter har i regi af brancheorganisationen WindEurope forpligtet sig til at undgå deponi i EU fra 2025. Rasmus Buhl Andersen håber samtidig, at flere mindre mølleejere får øjnene op for, at der er mange muligheder for at genanvende de aldrende turbiner.

– Vi arbejder på at udligne forskellen, så det bliver lige så attraktivt at gå den grønne vej. Men vi slipper ikke uden om, at det stadig er billigere at deponere end det er at genanvende. Så det kræver også en villighed til at investere en lille smule i den grønne udvikling, siger han.

Siemens Gamesa vindmøllevinger på havn
GENANVENDELSE

Continuum har udviklet en ny teknologi, der kan omdanne aflagte vindmøllevinger til genanvendelige materialer til byggeindustrien. Det...

Mie Elholm Birkbak, specialist i innovation and concepts, Vestas
GENANVENDELSE

Vestas har fundet en ny opskrift, der gør det muligt at fjerne den epoxylim, der holder sammen på komponenterne i udtjente...

Jakob Mænnchen fra Siemens Gamesa  RecyclableBlade
NY TEKNOLOGI

Med RecyclableBlade har Siemens Gamesa endelig opnået det teknologiske gennembrud, der skal løse udfordringen med deponi af...

 

Nyheder direkte i din indbakke?