Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

Artikel

Brande Brint: Fra vindmøllestrøm til fremtidens grønne brændsler

Møllelavet Uhre Windpower og Siemens Gamesa har etableret verdens første og største brint­anlæg, der er koblet direkte til en 3 MW vindmølle. ”Hvis vi virkelig skal udnytte brint som et alternativ til de fossile brændsler, så er den mest effektive metode at omdanne strøm til brint direkte fra vindmøllen," siger Poul Skjærbæk, Head of Service Innovations i Siemens Gamesa.

Uhre Windpower_001

Det var til et seminar i Wind Denmark i januar 2020, at projektleder i møllelavet Uhre Windpower, Per Bjerke Hansen, for første gang hørte om teknologien Power-to-X og muligheden for at omdanne vindmøllestrøm til grønne brændsler. På en tankstation på vej hjem fra seminaret stødte Per Bjerke Hansen på Jens Schiersing Thomsen, seniorekspert i Siemens Gamesas innovationsafdeling i Brande.

”Jeg fortalte begejstret om PtX-seminaret og sagde, at hvis Siemens Gamesa for alvor ville involvere sig i brint, så skulle det da ikke foregår i København, men hos Uhre Windpower i Brande. Det endte i en god snak, hvor vi begge så gode samarbejdsmuligheder på den lange bane,” husker han.

Kort efter mødet på tankstationen modtog Per et opkald med den gode nyhed, at Siemens Gamesa takkede ja til at udvikle deres brintprojekt i samarbejde med Uhre Windpower. Poul Skjærbæk, Head of Service Innovations i Siemens Gamesa, fortæller:

”Vi var allerede på udkig efter et sted til at afprøve vores brintteknologi. Uhre Windpower tilbød os en vindmølle, som vi kunne koble os direkte på, samtidig med at myndighederne gav os muligheden for at tilpasse projektet efter vores behov. Endelig har samarbejdet med Uhre Windpower været en stor fordel, fordi det gav en hurtigere proces, end hvis vi skulle bruge det nationale testcenter, hvor der typisk er en høj belægning.”

Uhre windpower


Verdens første kilo brint fra en vindmølle 

I august 2020 blev det første spadestik til projekt Brande Brint taget og ved årsskiftet stod anlægget klar. I januar 2021, et år efter Per Bjerke Hansen første gang hørte om begrebet Power-to-X til Wind Denmark’s seminar, kunne Siemens Gamesa officielt melde ud, at Brande Brint i en testkørsel havde produceret det første kilo brint fra Uhre Windpowers 3 MW vindmølle.

”Jeg tænkte, at det kunne være sjovt med noget reklame for Brande Brint med budskabet om, at vi var de første i verden til at producere brint fra en vindmølle,” husker Per Bjerke Hansen.

Ambitionerne rækker langt udover produktionen af et kilo brint, svarende til 100 kilometers kørsel i en brintbil. Brande Brint kan blive arnestedet for udvikling­en af en brintteknologi, der inden for fem år skal revolutionere vores energiinfrastruktur. Hovedopskriften er en direkte linje fra vindmøllen til elektrolyseanlægget, så vi når op på en højere forsyningsgrad af vedvarende energi.

”Hvis vi virkelig skal udnytte brint som et alternativ til de fossile brændsler, så er den mest effektive metode at omdanne strøm til brint direkte fra vindmøllen. Idéen bag vores system er, at vi udnytter overskudsenergien fra vindmøllerne inden den flyttes over på elnettet og bruger elnettet til det, som den er beregnet til – nemlig at levere strøm direkte til forbrugerne,” forklarer Poul Skjærbæk.

Uhre Windpower 2

 

Læs Naturlig Energi februar 

Denne artikel kan i sin fulde længde læses i Wind Denmark’s medlemsblad Naturlig Energi, som du kan læse via linket nedenfor

Forside_februar
Naturlig Energi

Naturlig Energi er Wind Denmark's medlemsmagasin, der udkommer seks gange årligt. Nedenfor finder du udgaven fra februar, hvor du blandt kan læse historien om, hvordan Power-To-X projektet Brande Brint blev til...

Nyheder direkte i din indbakke?