Samlemuffer til 10-15-20 kV-kabler

Nærværende rapport har fokus på ligeløbsmuffer til 10-15-20 kV-PEX-kabler og overgangsmuffer til samling af PEX- og APB-kabler. Forskellige tiltag, som et netselskab kan gøre for at sikre samlemufferne en høj pålidelighed og lang levetid, gennemgås og beskrives.

I rapporten gives en række anbefalinger til teknisk specifikation af samlemuffer, montage, idriftsættelse og tiltag, som kan gøres i samlemuffens driftsfase for at sikre høj pålidelighed og lang levetid.

Samlemuffer til 10-20 kV-kabler er en central komponent i distributionsnettet med en materialepris, der er en brøkdel af andre centrale komponenter i distributionsnettet, og som derfor ikke nødvendigvis får den opmærksomhed, som dens betydning for leveringssikkerheden taler for. 10-20 kV-samlemuffer står i dag for ca. 15% af distributionsnettenes bidrag til SAIDI (afbrudsminutterne).

En 10-20 kV-muffefejl er at sidestille med en 10-20 kV-kabelfejl, både hvad angår bidrag til afbrudsminutterne (og SAIDI) samt omkostninger til udbedring af en fejl. Det giver derfor god mening for et netselskab allerede ved indkøb og montage at få bygget en høj pålidelighed ind i muffen, hvilket taler for fokus på materialekvalitet, montagevenlighed og uddannelse af montører for at sikre, at de løbende har de nødvendige kompetencer. Fokus på ovennævnte er med til at sikre, at der fra starten af en samlemuffes livscyklus bygges mest mulig pålidelighed ind i muffen, så den kan være i drift i mange år frem svarende til forventede levetider til kablerne.

I forhold til materialekvalitet og montagevenlighed gives der i nærværende rapport bud på, hvilke tekniske forhold et netselskab bør have fokus på ved udarbejdelse af udbud og indkøb. Rapporten giver også et bud på, hvad et netselskab bør have fokus på i forhold til at sikre, at montøren, der skal montere en samlemuffe, har de nødvendige kompetencer hertil.

Netteknisk rapport RA 632 Samlemuffer til 10-15-20 kV kabler
Udgivet
2022
Pris for trykt udgave
Kr. 2.500,- (ekskl. moms)