EU som grøn motor for Danmarks klimamål

Med denne pjece viser Erhvervslivets Klimaalliance, hvad EU kan og skal gøre for at accelerere Danmarks klimarejse frem til 2030 og 2050 – og vi udpeger 10 indsatsområder, som den danske regering bør fokusere på i EU-samarbejdet om klima og energi.

Det er vigtigt, at den grønne omstilling i EU sker i partnerskab med erhvervslivet i Europa. Derfor bør Danmark arbejde for at skabe en europæisk platform, hvor erhvervslivets ekspertise og erfaringer bringes i spil og bidrager til EU’s og  Danmarks rejse mod klimamålene.

Danmark har meget at vinde ved et Europa med store grønne ambitioner. Det skal vi forstå at fremme, når EU skal udmønte sin klimaplan, European Green Deal, i konkret lovgivning, der baner vejen for, at Europa kan blive det første klimaneutrale kontinent i 2050.

Danmark får en nøglerolle i, at det kan lade sig gøre, og vi skal om muligt hjælpe de andre EU-lande. 

Det er ægte solidaritet, når vi som et lille land giver  meget til klimaet, mens andre EU-lande – ikke mindst de store – betaler en pæn del af regningen. Vi reducerer vores udslip af drivhusgasser, og samtidig kan vores måde at gøre det på inspirere resten af Europa. 

Emne
EU som grøn motor for Danmarks klimamål
Udgivet
2020