Analyse nr. 7 - Effektiviteten af fjernvarme

Fjernvarme blev historisk etableret for at udnytte overskudsvarme fra elproduktion, hvilket bidrog til at øge den samlede effektivitet i energisystemet. I dag produceres en stigende del af elektriciteten på brændselsfri teknologier som sol- og vindkraft, hvilket sætter kraftvarmeproduktionen under pres.

Dette giver anledning til følgende spørgsmål:

Er fjernvarmeproduktion effektivt i forhold til individuelle opvarmningsformer i en fremtid med faldende kraftvarmeproduktion?

Fjernvarme er ikke pr. definition en god ide. Men i det danske system er fjernvarme i mange tilfælde fortsat en god ide, da der allerede er investeret i net, lagre med videre.

 Resultatet af de indledende vurderinger gengivet i dette notat indikerer, at:

  • Overordnet set er der produktionsløsninger, der gør fortsat brug af fjernvarme til en god ide der, hvor der allerede ligger et fjernvarmenet.
  • Kollektive løsninger for varmeproduktion på træ samt varmepumper kan konkurrere med individuelle løsninger. For varmepumper hænger fordelen ved den kollektive løsning sammen med et forventet større behov for fleksibilitet i elforbruget i fremtiden, hvilket nemmest realiseres ved brug af fjernvarme.
  • Der er stor forskel på de mange fjernvarmeområder, der findes i Danmark. Og det er formentlig ikke dem alle, der har en økonomisk fordel af fjernvarmesystemet set i relation til individuelle løsninger.

Der vil være behov for mere deltaljerede analyser for at komme værdien af fjernvarmen nærmere.

Udgivet
2013