Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

Artikel

Vindmøllebranchens kongetal steg og faldt i 2020

Omsætningen og beskæftigelsen i vindmøllebranchen gik både op og ned i 2020, da energiselskaberne ansatte flere medarbejdere, samtidig med at omsætningen faldt. I den industrielle del af vindmøllebranchen faldt antallet af ansatte, alt imens omsætningen blev løftet. Samlet faldt omsætning og beskæftigelse i den samlede vindmøllebranche i 2020.

I 2020 var der i alt 32.721 fuldtidsansatte i den danske vindmøllebranche, hvilket er på niveau med de seneste fem år. Omsætningen er traditionelt mere svingende som følge af køb og salg af projekter samt betalingstidspunkt af store ordrer. Omsætningen i den samlede vindmøllebranche, der tæller den industrielle del af værdikæden samt energiselskaber med vindmølleaktiviteter, faldt med 14,4 mia. kr. til 128,5 mia. kr. Hos industrivirksomhederne steg omsætningen med ca. 3 mia. kr., og det samlede fald skyldes derfor, at omsætningen hos energiselskaberne i 2020 var mindre end halvdelen af 2019.

Mand der arbejde, magasinforside
Politikpapir

Den årlige branchestatistik fra Wind Denmark omhandler den samlede danske vindmøllebranche fra producenter af kernekomponenter til underleverandører og servicevirksomheder samt energiselskaber. Rapporten afdækker...

”2020 var et enormt udfordrende år for den danske vindmøllebranche, der til trods for den globale coronakrise har klaret sig godt, hvilket væksten i omsætningen i selve vindmølleindustrien vidner om. Vi kommer dog ikke uden om et lille fald i beskæftigelsen, da det ikke har været alle, der har kunne fastholde en fortsat høj produktion og aktivitetsniveau,” siger Michael Madsen, der er chefkonsulent i Wind Denmark og fortsætter:

”Det relativt markante skifte i omsætningen hos energiselskaberne skyldes formentlig den almindelige dynamik i markedet, hvor der også i tidligere år har været udsving både op og ned med tocifrede milliardbeløb. Det skyldes, at vindmølleudbygningen på land og på havet ikke er konstant fra år til år.”

Artikel

I 2020 bidrog vindmøllebranchen (ekskl. energiselskaber) med i alt 15,4 mia. kr. i skat i Danmark. Det er 11,6 pct. mere end i 2018...

Mindre udsving i beskæftigelsen

Som tidligere år svarer beskæftigelsen i vindmøllebranchen til 2,3 pct. af den samlede danske private beskæftigelse. I Region Midtjylland, hvor en stor del af produktionen finder sted, er det 3,5 pct.

Næsten halvdelen af vindmøllebranchens (ekskl. energiselskaber) ansatte findes i ti kommuner, men branchen er spredt over hele landet. I de to kommuner hvor beskæftigelsen svingede mest fra 2019 til 2020 gik beskæftigelsen hhv. 9 pct. op og ned. Således blev der ca. 200 færre ansatte i Aalborg, mens beskæftigelsen i vindmøllebranchen i København steg med ca. 120 ansatte.

”Vækst og fald i beskæftigelsen udligner i stort omfang sig selv på tværs af landet, da vindmøllebranchen er et nationalt erhverv med en meget bred tilstedeværelse og profil i virksomhederne. Samtidig viser tallene, at godt 4 ud af 5 ansatte i branchen er beskæftiget uden for Region Hovedstaden i 2020,” siger Michael Madsen.

Nyheder direkte i din indbakke?