Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

Artikel

Vindgiganter vil skabe gamechanger til havvind med droneteknologi

Siemens Gamesa, Vestas, Ørsted og Vattenfall - fire af de absolut største aktører inden for vindindustrien - satser i fælles projekt på udvikling af droneteknologi, der kan flyve reservedele og værktøj hurtigt, sikkert og omkostningseffektivt fra land til havvindmøllepark.

Ved hjælp af ny droneteknologi skal det være muligt at fragte pakker på op til 40 kg med reservedele og værktøj fra et lager på land og ud til havvindmølleparker placeret op til 80 km fra kysten. Det er målet med udviklingsprojektet Add2Wind, som Siemens Gamesa, Vestas, Vattenfall og Ørsted sammen med Aalborg Universitet og en gruppe underleverandører samarbejder om.

Projektpartnerne ser store muligheder for at udnytte droneteknologien til at løse mindre fragtopgaver, som i dag skal tænkes ind i et større logistisk setup. Ved hjælp af droneteknologien håber de at kunne skabe større fleksibilitet, forbedret effektivitet og højere sikkerhed i både drift, service og vedligeholdelse af havvindmøller.

Fremtidens forsyningskæde til havvind

I dag er droneteknologien allerede en velkendt spiller, særligt i opgaver hvor vindmøller skal inspiceres for slid, fejl og mangler, eller når fuglelivet skal inspiceres i et område, hvor der er planer om opførelse af vindmøller.

Partnerne bag udviklingsprojektet ser imidlertid fragtområdet som et oplagt næste fokus, hvor brugen af droner kan løse lette transportopgaver og dermed etablere en hurtigere, mere fleksibel og mere omkostningseffektiv løsning, særligt i forbindelse med service af vindmøller på havet. Kort sagt, skal droneteknologien testes på sit potentiale for at blive en central del af fremtiden forsyningskæde inden for havvind.

Ifølge O&M Roadmap Deputy Director i Vattenfall, Håkan Borgström, kan droneteknologien bidrage til at skabe et hurtigere og mindre udstyrskrævende logistiksetup:  

”Kan vi levere reservedele og værktøjer fra land direkte til nacellen offshore, så reducerer vi behovet for brug af kraner og forkorter generelt overførselstiden til vindmøllerne for vores teknikere”, udtaler han.

Add2Wind har fokus på udvikling og demonstration af ubemandede helikoptere, der kan foretage flyvninger med pakker i al slags vejr og levere pakkerne sikkert, mens rotoren på havvindmøllen fortsat kører.

Kommercielt levedygtig løsning

En anden central del af projektet er at evaluere det faktisk behov for reservedele, så man kan udvikle en luftbåren service, der ligger tæt på niveauet for kommercielle flyvninger.

Hos Siemens Gamesa, der stillede skarpt på dronetransporter for mere end tre år siden, er det afgørende at finde en kommercielt levedygtig løsning, der kan benyttes på tværs af vindindustrien:

”Vi udførte i 2018 et projekt, hvor vi så på driftsomkostninger (OPEX) og investeringsomkostninger (CAPEX) samt kompetencer for droneoperationen. Vores konklusion var, at industrien ville få størst glæde af droneteknologi, hvis det var en løsning til en samlet industri; fra producenter til kunder. Det vil give den volumen, der kan finansiere både CAPEX og OPEX for dem, der skal operere disse løsninger i fremtiden. Vi ønsker tilgængeligheden på tværs, fordi det er det, der er med til at gøre det rentabelt”, forklarer Lars Holm Nielsen. Chief Engineer R&D hos Siemens Gamesa Renewable Energy.

Om projektet

Om projektet

Add2Wind løber fra 2020-2024 og faciliteres af Energy Cluster Denmark. Projektet er støttet af Det Energiteknologiske Udviklingsprogram (EUDP) med 9 mio. kroner, mens de deltagende partnere selv har finansieret projektet med yderligere 5 mio. kroner.

Projektedeltagerne er:

Aalborg Universitet
Siemens Gamesa
Vestas
Ørsted
Vattenfall
Aeroscout
Loxar                
European Merchandise Group A/S

Kilde: eudp.dk

 

 

Nyheder direkte i din indbakke?