Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

Artikel

En våd start på 2020 sætter pres på afregningsprisen

Den våde og varme start på det nye årti sætter i disse dage sit tydelige præg på elmarkedet og dermed afregningsprisen for den danske vindenergi.

Siden midten af januar har det våde vejr fyldt de nordiske vandkraftmagasiner, så de nu ligger over normalen for årstiden. Sammen med højere temperaturer end normalt, mindsker dette efterspørgslen efter el til opvarmning i Norge og Sverige, hvor husholdningerne ofte opvarmes med el. Samtidig gør rækken af lavtryk, som passerer ind over Danmark med regn og blæst, at der ikke er mangel på vindenergi fra de danske, tyske og sydsvenske vindmøller. Denne udvikling medførte, at elprisen fra midten af januar bevægede sig ned på et niveau omkring 15-18 øre/kWh.

I 2019 var den gennemsnitlige afregningspris for vindenergi i Danmark på 26,46 øre/kWh og med et gennemsnit for de tre første uger af januar 2020 på 20,2 øre/kWh, skal man tilbage til januar 2018 for at finde et lavere niveau for afregningsprisen.

"Som det ser ud lige nu, skal vi hen til næste kvartal før elmarkedet forventer højere priser end de nuværende 15-18 øre/kWh, men det vil i høj grad afhænge af vejret. Hvis rækken af lavtryk fra vest i stedet afløses af højtryk med kulde over Skandinavien, kan vi forvente et opadgående træk i afregningsprisen. Som det ser ud lige nu, forventer elmarkedet ikke, at der kommer længerevarende kuldeperioder denne vinter." siger Søren Klinge, elmarkedschef i Wind Denmark og fortsætter: 

"Det er selvfølgelig ikke hensigtsmæssigt, at den vedvarende energi bliver afregnet på så lavt et niveau, når vi samtidig står med et akut behov for at handle på klimaudfordringen - ikke mindst via øget produktion og anvendelse af vindenergien. Situationen i elmarkedet lige nu illustrerer tydeligt, at der er behov for at få elektrificeret samfundet, f.eks. i fjernvarmesektoren; hvor varmeværkerne disse måneder brænder kul, naturgas og biomasse af frem for at efterspørge den vedvarende energi fra vindmøller. Elmarkedet signalerer lige nu, at den grønne omstilling ikke er kommet langt nok." 

Som eksempel viser Energistyrelsens energistatistik for 2018, at kun 1,1 pct. af den samlede varmeforsyning i fjernvarmen kom fra elforbrug i form af varmepumper og elkedler. Til sammenligning kom omkring 25 pct. af varmeforsyningen i 2018 fra anlæg baseret på kul og naturgas.

Nyheder direkte i din indbakke?