Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

Artikel

Svag tilbagegang i vindmøllebranchen i 2018

Wind Denmark’s branchestatistik viser en svag tilbagegang i 2018 i vindmøllebranchens samlede beskæftigelse og omsætning. Faldet skyldes tilbagegang i den industrielle del af branchen, mens energiselskaber med vindaktiviteter klarede sig bedre i 2018 end i 2017.

Wind Denmark har med forsinkelse lanceret branchestatistikken for året 2018. Forsinkelsen skyldes udvikling af en ny metode for opgørelserne, der er beregnet af Damvad Analytics. Omsætningen i vindmøllebranchen var i 2018 på næsten 149 mia. kr. Dette svarer til et fald på 6 mia. kr. ift. rekordåret 2017, svarende til et fald på 3,7 pct. Omsætningen er fordelt med 47,5 mia. kr. hos energiselskaber med vindaktiviteter og 101 mia. kr. i den industrielle del af vindmøllebranchen, der oplevede et fald i omsætningen på 21,3 mia. kr. svarende til 17 pct.

”2017 var et historisk godt år i den danske vindmøllebranche, og 2018 var i mindre grad præget af travlhed. Det viser sig ved et mindre fald i den samlede omsætning, men et relativt stort dyk på 17 pct. i omsætningen hos industrivirksomhederne. Det er en konkurrencesituation, vi holder øje med og følger tæt,” siger Jan Hylleberg, adm. direktør i Wind Denmark, der foruden markedsnedgang i de danske nærmarkeder også peger på konsolidering som årsager til nedgang i omsætningen og beskæftigelsen.

 

Beskæftigelsen i den industrielle del af vindmøllebranchen var i 2018 705 årsværk lavere end i 2017, svarende til et fald på 2,2 pct. For energiselskaberne var beskæftigelsen stort set uændret. I alt var der ved udgangen af 2018 32.774 ansatte årsværk i vindmøllebranchen. I alt skønnes 2,2 pct. af de privatansatte i Danmark at være beskæftiget i vindmøllebranchen.

”Beskæftigelsen følger omsætningen og tog i 2018 et dyk på et par procent. Priserne på vindenergi er faldet mærkbart og det betyder selvfølgelig, at mange virksomheder har været og er under pres ift. deres produktions-setup og -placering, og det er desværre noget, der har medført en lidt lavere beskæftigelse herhjemme i 2018. Når vi får tallene for 2019, vil vi formentlig se den samlede effekt af den konkurrencesituation, der er i Danmark og vores nærmarkeder,” siger Jan Hylleberg.

 

Ikast-Brande er den kommune, der har flest ansatte i vindmøllebranchen, og kommunen dækker over 12 pct. af den samlede beskæftigelse i den industrielle del af branchen. De resterende fire kommuner i top fem udgøres af Aalborg Kommune, Ringkøbing-Skjern Kommune, Aarhus Kommune og Københavns Kommune. Tilsammen dækker de knap 37 pct. af den samlede beskæftigelse i den industrielle del af vindmøllebranchen.

 

For første gang indeholder branchestatistikken ikke en separat opgørelse af eksporten fra den danske vindmøllebranche. Denne opgørelse er udgivet i et konsolideret samarbejde med Energistyrelsen, DI, Dansk Energi og Dansk Fjernvarme, hvor eksporten er opgjort efter en fælles metode. Wind Denmark's branchestatistik for 2019 udgives som normalt i maj måned.

Pressemeddelelse

For femte år i træk har danske virksomheder eksporteret energiteknologi og -service for over 100 milliarder kroner. En opgørelse, der...

Emne

Nyheder direkte i din indbakke?