Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

Artikel

Siemens Gamesa debuterer med 5 MW møller i tilskudsfri vindmøllepark i Nordjylland

Sidste weekend i juli bød på danmarkspremiere, da tre styks Siemens Gamesa 5 MW vindmøller blev losset i Hanstholm Havn. Næste skridt er at opstille møllerne ved Lyngs på Thyholm i Nordjylland, hvor de skal producere strøm i Torp Vindmøllepark, der drives uden offentligt tilskud af en gruppe lokale landmænd.

De tre 150-meter høje vindmøller er af den nye mølletype 5.0-132. Det bliver de første i Danmark, der stilles op og det kommer til at ske ved landsbyen Lyngs på halvøen Thyholm syd for Thisted, ud mod Skibsted Fjord. Her driver en gruppe lokale landmænd Torp Vindmøllepark, som med de tre nye vindmøller fra Siemens Gamesa står til at få en samlet kapacitet på i alt 15 MW.

”Det er første gang i 20 år, der bliver opstillet nye møller på Thyholm. Det er et projekt, som vi har arbejdet hårdt for i et tæt samarbejde med Siemens Gamesa, så det er selvfølgelig rart at opleve, når projektet endelig skal realiseres,” udtaler Carl Georg Lyngs fra Torp Vind I/S, der står bag Torp Vindmøllepark.

Torp Vindmøllepark er i øvrigt den anden tilskudsfrie vindmøllepark i Danmark. Den første, som består af fire Vestas V136 møller på 4,2 MW, blev opstillet ved Hirtshals Havn i 2019 af Hirtshals Havnefond.

”Planen er at udskifte vores tre gamle Bonus-vindmøller på hver 1 MW fra 1999. De har altid kørt, og med den høje vind, som vi har her i området, forventer vi, at vores tre nye vindmøller bliver en god forretning,” tilføjer Carl Georg Lyngs.

Afventer udstyr fra Norge

Delene til de tre Siemens Gamesa møller bestående af ni 65 meter lange vinger, tre 82 ton naceller og tre hubs, hvori møllevingerne monteres, ankom allerede til Hanstholm Havn mandag den 27. juli med et 92 meter langt specialskib ”Eastern Rock”. I løbet af weekenden blev det losset af skibet og herefter transporteret videre mod Lyngs.

"Delene er allerede blevet fragtet hertil fra Hanstholm. I øjeblikket afventer vi den specialkran fra Norge, der skal hjælpe med at sætte vindmøllerne op," siger Carl Lyngs, der forventer, at det endelige arbejde går i gang i løbet af de næste uger.      

Designet til sites med høj vind

Aftalen om købet af de tre Siemens Gamesa vindmøller blev indgået i december 2019. I den forbindelse udtalte Mikael Nielsen, der er sales director hos Siemens Gamesa.

”Vi er glade for, at Torp Vind fornyer vores mangeårige samarbejde ved at vælge vores nye SG 5.0-132, der specifikt er designet til sites med høj vind. Vi har netop introduceret denne mølletype på markedet, og glæder os over, at den første ordre kommer fra Danmark, som er et af de markeder, som produktet er udviklet til. Ordren her viser, at vores produkt er med til at sikre, at kunderne kan få en positiv business case uden offentlige tilskud.”

Foruden levering og installation af vindmøllerne følger os en servicekontrakt på 25 år, hvor Siemens Gamesa sikrer serviceeftersyn og vedligeholdelse af de tre møller.

Nyheder direkte i din indbakke?