Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

Artikel

Rekordstor levering af fleksibilitet fra vindmøller i 2019

De danske vindmøller leverede i 2019 en rekordstor mængde fleksibilitet til elsystemet, og samlet blev der nedreguleret en energiproduktion på 420 GWh. Den gennemsnitlige afregning for alt specialregulering var (–)9 øre/kWh. Det viser en ny opgørelse fra Energinet.

I alt blev der aktiveret 1.312 GWh specialregulering i 2019 i det danske elsystem på vegne af tyske TenneT. Det er samlet set ny rekord, hvor den tidligere rekord på 1.114 GWh fra 2018 blev slået. TenneT beder om nedregulering af danske vindmøller pga. overbelastninger af det tyske transmissionsnet, og de danske vindmøller leverer derfor en serviceydelse til driften af det tyske elsystem.   

Vindmøllernes andel af den samlede specialregulering var 32 %. Dermed overgik vindmøllernes andel for andet år i træk elkedlernes andel på 22 % kun overgået af de termiske kraftværkers andel på 46 %.

Energinet oplyser kun den gennemsnitlige afregningspris for alt specialregulering, men hvis man i et forsigtigt estimat antager, at nedregulering af vindmøllerne blev afregnet med den gennemsnitlige afregning på (-)9 øre/kWh, gav dette en omsætning på 38,6 mio. kr. til de danske vindmølleejere. Dertil kommer indtægten fra salg i spotmarkedet af den nedregulerede elproduktion på 420 GWh.

Søren Klinge, elmarkedschef i Wind Denmark, siger: ”Der er ingen tvivl om, at salg af fleksibilitet er en god forretning for de danske vindmøller. Vindmøllernes stigende markedsandel for specialregulering skal ses i lyset af det stigende behov hos TenneT, hvor de danske vindmøller er den største kilde til mere fleksibilitet sammenlignet med sidste år. I fremtidens elsystem baseret på vindenergi vil endnu mere salg af fleksibilitet fra vindmøller blive nødvendigt.”

Sammenlagt blev der sidste år produceret 16.145 GWh vindenergi i det danske elsystem, og nedreguleringen udgør derfor 2,6 % af den samlede energiproduktion fra vindmøller i Danmark i 2019.  

 

Hør mere om mulighederne for fleksibilitet fra vindenergi i elmarket til Wind Denmarks temadag om vindens værdi frem mod 2030. Temadagen er den 16. april på Trinity Hotel og Konference Center i Fredericia

Emne

Nyheder direkte i din indbakke?