EU-Rådet

Nyt svensk formandskab skal sætte retningen for EU’s energipolitik

1. januar roterede formandskabet vanen tro for EU-Rådet. Med Sverige som ny forhandlingsleder er et mere sikkert, frit og grønt Europa på dagsordenen det kommende halvår, hvor der er varslet flere energipolitiske indgreb. Det nye formandskab bør sikre gode beslutningsprocesser og undgå forhastede indgreb på energiområdet, mener Green Power Denmark.

Sverige og EU

Sverige overtager formandskabet i EU-Rådet på et tidspunkt, hvor EU står overfor historiske udfordringer, lyder det fra den svenske statsminister, Ulf Kristersson, i en udtalelse om formandskabet. Med formandskabet får den svenske regering en betydelig rolle, som leder af de forhandlinger, der skal være med til at sætte retningen for EU.

Sikkerhed, europæisk konkurrenceevne, grøn omstilling og demokrati er de fire prioriteter, Sverige har sat på agendaen for sit arbejde i EU-rådet de kommende seks måneder. Ifølge Green Power Denmark er energisektoren en væsentlig fællesnævner, som fortsat vil få stor opmærksomhed i EU:

Kort om EU-Rådet

EU-Rådets formandskab roterer mellem medlemslandene. Alle lande – uanset størrelse – får tildelt formandskabet et halvt år ad gangen.

Formandskabet planlægger og leder samlinger og møder i Rådet og de forberedende organer.

Sverige overtager formandsposten fra Tjekkiet og vil varetage posten frem til 30. juni 2023.

Danmark får posten 1. juli 2025.

...

- At energipolitik også er sikkerhedspolitik er blevet smertefuldt åbenlyst for enhver. Man har fået øje på, hvor sårbare Europas lande er, fordi man har gjort sig afhængig af importerede fossile brændsler. Derfor kommer energipolitikken også fortsat til at dominere det europapolitiske billede her i det nye år, siger Ole Rydahl Svensson, afdelingschef for Public Affairs, Danmark & EU i Green Power Denmark.

Der er en klar forventning om, at Kommissionen i løbet af årets første uger vil fremlægge sine ideer til en omfattende reform af markedet for elektricitet, og med tanke på de nylige forhandlinger om gasloftet, kan den svenske energi- og erhvervsminister, Ebba Busch, meget vel se frem til en ilddåb som forhandlingsleder for medlemslandene på energiområdet.

Det er fuldt forståeligt, at man gerne vil handle hurtigt, når Europa rammes af en energikrise. Men vi må også sige ærligt, at det flere gange simpelthen er gået for hurtigt i Bruxelles. 
Ole Rydahl Svensson, afdelingschef for Public Affairs, Danmark & EU i Green Power Denmark.

- Det seneste halvår har budt på en steppebrand af nye tiltag og lovgivning fra EU på energiområdet. Det er fuldt forståeligt, at man gerne vil handle hurtigt, når Europa rammes af en energikrise. Men vi må også sige ærligt, at det flere gange simpelthen er gået for hurtigt i Bruxelles. Man fik ikke undersøgt konsekvenserne af ens beslutninger godt nok. Jeg håber derfor, at det svenske formandskab formår at holde hovedet koldt, får forberedt nogle markant bedre beslutningsprocesser og højnet lovgivningskvaliteten igen i EU, siger Ole Rydahl Svensson.

I dag er elmarkedet baseret på rangerede meritter. Det betyder, at elprisen bestemmes af prisen på gas i de perioder, hvor elforbruget ikke kan dækkes af billigere produktionsformer som sol, vind og biomasse. En model der, ifølge kommissionsformand Ursula von der Leyen, ikke længere tilgodeser forbrugerne i tilstrækkelig grad.

Ifølge Green Power Denmark er opførelse af VE-projekter helt afgørende for en lavere strømpris for de europæiske forbrugere. Derfor må man ikke glemme de langsigtede konsekvenser af de varslede EU-indgreb.

- Kommissionsformanden har helt ret i, at vi skal have den dyre gas ud af Europas energimiks. Det vil både gavne forbrugerne og klimaet. Men Kommissionen risikerer altså at smide babyen ud med badevandet, når man lægger op til politisk at afkoble den høje gaspris fra elmarkedet og lægge kunstige lofter på den grønne strøm. Så skaber man usikkerhed om regulerings- og investeringsrammer for udbygningen af vedvarende energi og risikerer faktisk at forlænge Europas afhængighed af fossile brændsler, fordi den grønne udbygning går ned i tempo, siger Ole Rydahl Svensson.

Emne

Nyheder direkte i din indbakke?