Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

Pressemeddelelse

Ny europæisk havvindstrategi er guld værd for Danmark

EU-Kommissionens nye strategi for havvind vil 25-doble mængden af havvind frem mod 2050. Strategien er guld værd for Danmark, hvor vindmølleindustrien står til at høste store gevinster ved en målrettet og koordineret udbygning med havvind, der særligt vil ske i farvandene omkring Danmark.

Siden 2019 har EU-Kommissionen arbejdet på en konkret strategi for havvind – og anden havenergi – i Europa. Den nye strategi viser, hvad EU-landene skal gøre for, at EU som helhed når de målsætninger, der blev meldt ud i 2019. Samlet peger strategien på etableringen af 300 GW havvind, hvilket er 25 gange så meget som den nuværende europæiske kapacitet*. I 2030 skal kapaciteten være 60 GW i EU27 alene mod 12 GW i dag. 

”Det er en rigtig flot og ambitiøs strategi, men vigtigst af alt så er den realistisk og kommer ikke et øjeblik for tidligt. Havvind er en af de primære motorer i den grønne omstilling af Europas energimiks, og strategien betyder, at den danske vindmølleindustri kan høste store gevinster, der kan være guld værd for sektorens omsætning og beskæftigelse i Danmark,” siger Jan Hylleberg, adm. direktør i Wind Denmark og fremhæver, at potentialet i de store danske havarealer langt overstiger det danske strømforbrug.

”Danmark har fantastiske forudsætninger for at levere strøm til andre europæiske lande og dermed blive en netto-producent af grøn strøm. Strømmen kan enten eksporteres direkte i fremtiden eller omdannes til eksempelvis brint, og på den måde åbne op for et PtX-eventyr på siden af selve havvindeventyret.”

For at de 300 GW kan blive til virkelighed, så kræver det, at alle EU-lande får moderniseret deres regler for planlægning af havvind. Hvis dette ikke sker, vil der i 2050 kun være opstillet utilstrækkelige 90 GW. Derfor er det vigtigt, at alle europæiske lande tænker langt frem i de kommende havplaner.

”Udviklingen af vedvarende energi går ofte hurtigere end lovgivningen, så det kræver, at embedsværket og politikerne har de rette rammer til at kunne handle hurtigt, så nødvendige ændringer i lovgivningen ikke bliver en tidsmæssige barriere. Det gælder både i EU og Danmark, hvor lovgivningen bl.a. ikke i tilstrækkeligt omfang understøtter de danske energi-hubs/energiøer, eller at klima- og naturdagsordnen pt. opfattes som hinandens modsætninger i stedet for at blive set som gensidigt afhængige,” siger Jan Hylleberg.

EU peger på sameksistens som et vigtigt fokusområde

300 GW havvind vil kræve betydeligt mere havareal end i dag. EU-Kommissionen fremhæver derfor også nødvendigheden i, at sikre sameksistens mellem vindmøller og naturhensyn og andre interesser på havet.

”EU peger tydeligt på, at en holistisk tilgang til havets areal med fokus på multiuse er mulig, hvor flere af havets brugere får adgang til samme områder. Det er vigtigt også i Danmark, hvor samme attraktive områder til havvind, natur og fiskeri godt kan sameksistere med den rigtige planlægning,” siger Jan Hylleberg.

Artikel

Esbjerg: Hvis det står til EU-Kommissionen, skal der i 2050 stå op imod 450 GW havvind i Nordsøen. For at finde veje til at nå...

Massiv jobskabelseseffekt

En analyse fra Qbis viste tidligere på året, at hver GW havvind, der opstilles i de europæiske farvande – uden for Danmark – genererer 9.100 årsværk i Danmark, mens 1 GW havvind opstillet i danske farvande genererer 14.600 årsværk.

”En 25-dobling af kapaciteten de kommende 30 år i EU-landene vil medføre en kæmpe ordrebunke hos danske virksomheder i de kommende årtier og dermed også et enormt beskæftigelsespotentiale. Kommissionen vurderer en samlet investering på knap 6.000 mia. kr. de kommende 30 år, og hertil kommer investeringer i havvind i Norge og Storbritannien, der står udenfor EU, men der ligger tæt på de danske produktions- og udskibningsfaciliteter,” siger Jan Hylleberg.

I 2040 ventes havvind at være den største elproducerende teknologi i Europa.

Pressemeddelelse

Hver gang en gigawatt havvind sættes op i Danmark, sikres 14.600 årsværk i danske virksomheder. Det viser nyt studie, som for første...

*Gældende for EU27, dvs. ekskl. Storbritannien.

Nyheder direkte i din indbakke?