Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

Artikel

Når bæredygtighed bliver et konkurrenceparameter

For en dansk vindmølleindustri, der lever af at producere grønne produkter og løsninger, hvor ligger så de muligheder for at opnå den 70 procent CO2-reduktion, der skal indfries frem mod 2030? Det tema var udgangspunktet for det sidste oplæg på Wind Denmark’s årsmøde den 3. september, hvor direktør Mads Nipper lagde for som taler og hvor debatten også gik på bæredygtighed i fremtidens havvindudbud.

Alle sektorer skal yde markante bidrag, hvis klimalovens 70 pct.-reduktion skal blive til virkelighed. I den danske produktionssektor er man allerede ganske godt med, da sektoren har reduceret sin CO2-udledning med 65 pct. siden 1990 og dermed er ganske tæt på 70 pct.-målsætningen.

”Vi kunne som industri godt have lænet os tilbage og nappe de sidste fem pct., men da andre sektorer som luftfart, shipping og ikke mindst landbruget ikke har en chance for at nå op på 70 pct., så var det fra starten af klimapartnerskaberne meget tydeligt at nogle sektorer skulle levere mere end 70 pct. for at nå i mål som land,” sagde Mads Nipper, der som formand for klimapartnerskabet for produktion var hovedperson bag målsætningen om, at Danmark skal være først med en klimaneutral produktionsindustri.

”Vi mener, det er en helt realistisk plan, der også økonomisk kan betale sig. Den største udfordring er ikke penge eller teknologi, men derimod tid og andre prioriteter. For mig at se handler det om, at bæredygtighed og CO2-reduktion skal være en topprioritet, for ellers vil det aldrig for alvor komme til at ske,” anbefalede topchefen de 175 tilhørere i salen.

Topchefen fremhævede samtidig at bæredygtighed allerede hos mange store globale brands og virksomheder er et parameter, som indgår når man vælger underleverandører.

Vindsektoren er i gang

Budskabet om vigtigheden af en mere bæredygtig produktionsindustri er for længst nået frem til mange af virksomhederne i vindsektoren. På spørgsmålet om hvor mange af de tilstedeværende på Wind Denmark's årsmøde, der allerede er i gang med at gøre deres produktion og forretning mere bæredygtig, viste der sig nemlig en stor skov af hænder i den gamle turbinehal i Aarhus.

Til at dele ud af deres erfaringer med bæredygtighed, var bl.a. Siemens Gamesa og Ørsted inviteret på scenen. Sammen med flere andre af de toneangivende virksomheder i den danske vindindustri arbejder de nemlig målrettet med bæredygtighed både hos dem selv og i forhold til deres leverandører.

”I Ørsted har vi indledningsvis haft en øvelse, hvor vi har afdækket, hvad bæredygtighed betyder for os og hvad det ikke betyder. Vi ved også, hvor vi gerne vil hen som virksomhed, men det er ikke alle områder, hvor vi har konkrete planer på nuværende tidspunkt,” sagde Christina Aabo, Head of R&D i Ørsted og blev efterfulgt af Siemens Gamesa, der også er godt i gang.

”For os har der været en modenhedsrejse, hvor vi for nogle år siden gjorde os overvejelser over, hvad vi kan gøre og hvordan vi forholder os til opgaven. Vi har sat et mål om, at vi i 2025 har reduceret vores egne CO2-reduktioner med 70 pct., mens vi forventer, at 30 pct. af vores leverandører har taget stilling til, hvordan de vil reducere deres fodaftryk med CO2,” sagde Jonas Pagh Jensen, HSE Specialist i Siemens Gamesa.

Bæredygtighed er velkommen i bud

I flere markeder er der allerede begyndt at komme krav til bæredygtighed af den ene eller anden karakter, og derfor er bæredygtighed allerede i dag et konkurrenceparameter. Panelister blev derfor bedt om at forholde sig konkret til, hvordan de ser på hvordan bæredygtighed i fremtiden skal indgå som et konkret element, eksempelvis i de kommende statslige udbud for af havvind.

”Vi har set at politiske krav spiller en rolle og kan drive en forandring, hvorimod udbud baseret alene på de laveste budprisen medfører, at aktørerne ikke nødvendigvis har mulighed for at afprøve nye bæredygtige løsninger,” påpegede Jonas Pagh Jensen med henvisning til nogle af de seneste budrunder i Holland og England.

”Vi ser gerne et miks og eventuelt nogle minimumskrav, hvor der eksempelvis står noget om krav til typen af brændstoffer, der benyttes på de skibe der installerer havvindmøllerne. En cocktail af nogle minimumskrav til bæredygtighed og hvor byderne incentiveres i en pointgivning til at gå nye veje og prøve nye løsninger. Og så selvfølgelig med en bund baseret på cost of energy,” svarede Christina Aabo i forhold til, hvordan hun ser bæredygtighed forenet med fremtidens budrunder.

Artikel

Til Wind Denmark's årsmøde var der på andendagen fokus på den nye verdensorden, der dominerer i vindsektoren. Kombinationen af corona...

Nyheder direkte i din indbakke?