Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

Artikel

Mølleejerne kan glæde sig over høje elpriser i 2021

Afregningsprisen ramte et historisk lavpunkt i 2020, men i år er elmarkedet vendt. I øjeblikket kan danske vindmølleejere handle med grøn strøm til et niveau på 35-36 øre/kWh. Det tyder på, at mange vindmølleejerne kan genvinde noget af den tabte indtjening fra 2020. Alligevel mener elhandler ikke, at vi endegyldigt er ude på den anden side af corona-krisen.

Forårets tørre og kolde vejr har måske nok været skidt for de danske landmænd og haveejere. Til gengæld har det bragt et tiltrængt smil på læben for mange af landets vindmølleejere, der efter et historisk lavpunkt på elmarkedet i 2020 igen oplever høje afregningspriser på vindmøllestrøm.

”Foråret begyndte på samme prisniveau som årets første måneder, hvor afregningsprisen lå omkring de 30 øre/kWh. Grundet det kolde vejr og de høje råvarepriser er prisen på vindmøllestrøm steget yderligere den seneste måneds tid, hvilket er et endegyldigt tegn på, at markedet nu er vendt tilbage på et normalt niveau efter et historisk dårligt 2020,” siger Søren Klinge, elmarkedschef i Wind Denmark. 

Kontrakten for vindmøllestrøm i maj blev sidst handlet i et niveau omkring 28 øre/kWh for Vestdanmark og lige over 30 øre/kWh for Østdanmark. Afregningsprisen for det tredje kvartal handles imidlertid netop nu til et niveau på omkring 35 øre/kWH i Vestdanmark og 36 øre/kWh i Østdanmark for 3. kvartal 2021. Det er et kæmpe spring fra det samme tidspunkt sidste år, hvor afregningsprisen i perioder lå helt under 10 øre/kWh. 

Artikel

De lave el- og afregningspriser for vindproduceret elektricitet i årets første måneder lægger pres på mølleejere og kan true nye...


Koldt forår og råvarepriser trækker afregningsprisen op

Foruden det kolde forårsvejr har også rekordhøje C02-kvotepriser, der i skrivende stund ligger på omkring 50 EUR/ton, været med til at hæve priserne på vindmøllestrøm. Om markedsudsigterne for resten af 2021, siger Niels Dupont, direktør i elhandelsselskabet Vindenergi Danmark, der varetager vindmølleejeres interesser på elmarkedet:

”Den skyhøje kvotepris har været med til at give høje afregningspriser, men danner samtidig risiko for øget udsving. Vi har set mange utraditionelle købere i markedet for CO2 kvoter, hvilket har medført en hurtigere prisstigning end forventet. En pludselig udtræden af de købere kan give et prisfald. Samtidige skyldes deres tilstedeværelse forventningen om et stigende behov for kvoter - og dermed fortsat stigende priser for CO2-kvoter. Det er vores anbefaling, at man benytter sig af en delvis prissikring og derved fordeler prissikring på flere handler,” siger han.  

Over sommeren vil kabelforbindelsen mellem Norge og Storbritannien bliver aktiveret. Samtidig nedsættes kapaciteten mellem Norge og Tyskland. Trods høje afregningspriser og udsigten til gunstige kabelforhold er der endnu ikke tale om, at elmarkedet endegyldigt er ude på den anden side af Corona-krisen, mener Niels Dupont.

”Danmark klarer sig godt med hensyn til vaccinering og smittetryk, men mange andre lande klarer sig mindre godt. Indien og Singapore er i øjeblikket hårdt ramt af nye udbrud, hvilket tynger prisen på udvalgte råvarer. Og da det er kombinationen af råvarer og CO2-kvoter, der danner grundlaget for elpriserne, er krisen endnu ikke overstået. Samtidig har aktuelle samfundsrestriktioner fortsat indvirkning på forbruget,” siger han.  

Enige om behovet for elektrificering

Vindmølleejerne kan netop nu handle fastpriskontrakter for 2022 til et niveau på omkring 27 øre/kWh for Vestdanmark og 29 øre/kWh for Østdanmark. Ifølge Søren Klinge tyder det på, at de første tre kvartaler af 2021 vil bidrage til, at mange danske vindmølleejere kan genvinde noget af deres tabte indtjening fra 2020. Til sammenligning ligger prisen for perioden 2023-2026 på et niveau omkring 20 øre/kWh.

”Indtil videre ser det i hvert fald ud til, at elmarkedet forventer nogenlunde samme prisniveau i resten af 2021, mens fastpriskontrakterne i perioden efter 2022 slet ikke afspejler samme prisniveau. Der er derfor ingen tvivl om, at det haster med for alvor at få sat gang i elektrificeringen af samfundet, hvis elprisen skal fastholdes på et bæredygtigt niveau,” siger han.

Niels Dupont er enig med Søren Klinge i, at en hastig udbygning af vedvarende energi på den lange bane har betydning for elprisen. Ligesom Søren Klinge er han også bekymret for, om elektrificeringen sker hurtigt nok.

”I Norden forventes den samlede årlige produktion fra vindkraft at stige fra 59,8 TWh/år i 2020 til over 100 TWh i 2025. Hvis ikke elektrificeringen vil ske i samme hastighed, må det forventes at kunne mærkes på el-prisen. Derudover gør den stigende andel af vindkraft også strømmen billigere i timer med meget vind - og dyrere i timer med lidt vind, hvilket øger profilomkostningen,” slutter han.

Nyheder direkte i din indbakke?