Kan vi bygge den næste terawatt i tide?

Verden vil i løbet af 2023 have opstillet vindmøller med en kapacitet svarende til én terawatt – eller 1.000 gigawatt – vindenergi. På mange måder en historisk milepæl, der har været næsten 40 år undervejs, siden de første spæde forsøg på at dække én husstands elforbrug med én mølle.

Den næste terawatt (TW) lurer imidlertid allerede lige om hjørnet. Forventningen er nemlig, at den skal bygges på mindre end et årti – helt præcist otte år ifølge analysehuset Wood MacKenzie. En sådan massiv accelerering stiller store krav til vindmølleindustrien, som skal levere de mange møller og delkomponenter som vinger, naceller, gearkasser, fundamenter og meget mere på rekordtid.

Hastværket skyldes i høj grad, at både Vesten og lande som Kina, Indien og Brasilien har løftet ambitionerne for vedvarende energi til et helt nyt niveau. I USA har støttepakken med det misvisende navn Inflation Reduction Act (IRA) ændret spillereglerne for den grønne sektor med udsigt til enorme summer i skattefradrag og støtte. Også EU har vedtaget en bølge af ny lovgivning, som skal sætte skub i vedvarende energi og frigøre Europa fra russisk gas, og endelig har Kinas seneste femårsplan også energi højt på dagsordenen.

- Kapløbet med klimaforandringer, høje priser på fossile energikilder og et øget fokus på forsyningssikkerhed har sat skub i udviklingen og den politiske handlekraft. Samtidig er vindindustrien lykkedes med at etablere vind som en af de mest konkurrencedygtige energiformer i verden. Men fremgangen kommer ikke uden udfordringer, forklarer Jan Hylleberg, der er viceadm. direktør i Green Power Denmark.

Forsyningskæder under pres

En stor del af vindmølleproducenterne og underleverandører har de senere år været udfordret af konkurrencen om at bygge størst – og billigst – udover den høje inflation. Situationen har derfor af mange været betegnet som et prisræs mod bunden – heriblandt af en af verdens største mølleproducenter GE Renewable Energy.

- Samfundet er nødt til at forstå, at industrien kun kan investere, når vi tjener penge. Der er nødt til at være accept af, at den værdi, vi skaber, også skal give værdi tilbage til industrien. Kun med profit kan vi investere i forsyningskæden, lød det fra Jan Kjærsgaard, der er CEO for Offshore Wind på konferencen WindEurope, der blev afholdt i København i foråret.

Når landenes vidtløftige ambitioner frem mod 2030 er omsat til konkrete energiprojekter, skal der produceres store mængder af det avancerede grej, der indgår i moderne vindmøller. Det kræver en kæmpe kapacitet i hele den industrielle værdikæde, men kombinationen af flere års lavvande i ordrebøgerne og flotte mål uden tidsplaner betyder, at investeringerne halter.

- I år er det afgørende at få styrket de værdikæder, der understøtter den vedvarende energi. Stærke industrier kræver markeder, der blomstrer. På nuværende tidspunkt sætter  myndighedsgodkendelser og flaskehalse i elnettet ødelæggende begrænsninger for at skabe volumen, konkluderer Morten Dyrholm, Group Senior Vice President i Vestas og formand for Global Wind Energy Council (GWEC) i rådets seneste rapport.

Ifølge GWEC vil der mangle ledig kapacitet i nogle regioner allerede i 2026, og inden 2030 vil der fx være behov for at fordoble den produktionskapacitet, der skal forsyne Europa med naceller til havvindmøller.

Ventetid skaber flaskehalse

Det er særligt i Europa, at virksomhederne er mærket af vindprojekter, der er forsinket i årevis af træge tilladelsesprocedurer eller helt aflyst. Brancheorganisationen WindEurope estimerer, at projekter på 80 GW fortsat afventer godkendelse fra lokale eller nationale myndigheder i Europa.

Både vindmølleproducenter og underleverandører befinder sig med andre ord i et tomrum, og mange steder må man kigge langt efter fuld belægning i produktionshallerne forud for det store, forventede boom.

- Der er nu, vi skal omsætte ambitionerne til handling og skabe klarhed om kommende projekter. Hvis vi skal undgå unødige flaskehalse, skal vi have sat fart i udbuddet af projekter. Det vil gavne både den grønne omstilling og de grønne værdikæder, siger Jan Hylleberg.

Hele værdikæden skal med

Energien skal produceres af nogle af verdens største vindmøller, ligesom fundamenter og komponenter med tiden bliver større og tungere i takt med, at møllerne bygges større. Samtidig vil flere kommende havvindmølleprojekter vokse til mere end én GW lige som den næste danske af slagsen, Thor Havmøllepark.

Derfor er det ikke kun dem, der producerer komponenter og møller, der har brug for at foretage store investeringer, hvis de store grønne ambitioner skal indfris. Langt de fleste dele til en havvindmølle opbevares, transporteres eller udskibes via havne, der skal kunne rumme hundredvis af vinger, tårne, naceller og udstyr som fx kabler, inden de sejles ud.

Danmark har allerede nogle af Europas mest attraktive installationshavne. Det gælder bl.a. Esbjerg Havn, der har særdeles stor erfaring, når det kommer til at udskibe havvind.

- De erfaringer, som vi har gjort os de seneste 20 år inden for havvind, er ikke brugbare i fremtiden. Det handler især om skalering. Komponenter er en ting, men projekterne går også fra at være 500 MW til to GW. Samtidig er der en parallel industri, der skal bruge plads til at lave ammoniak og methanol, siger Jesper Bank, der er Chief Commercial Officer i Esbjerg Havn.

Power-to-X kræver havnekapacitet

Hvis Danmark i fremtiden skal være centrum for både produktion af vindmøller og for et nyt erhvervseventyr med nye Power- to-X-brændstoffer, er der brug for massive og langsigtede investeringer i havnefaciliteter. Ifølge WindEurope skal Europa samlet set investere 8,5 milliarder euro i havneinfrastruktur inden 2030.

- Vores opgave i øjeblikket er at prioritere og finde den bedste retning. Lige nu er der et spænd mellem fremtidens efterspørgsel og dér, hvor vi befinder os i dag. Derfor er de næste 2-3 år ekstremt vigtige for os. Vi er glade for de store visioner, men vi ser dem ikke i vores ordrer endnu. De mange gigawatt skal konverteres til udbud, så vi kan investere, pointerer Jesper Bank.

På samme måde kræver det højt specialiserede skibe at installere og servicere de mange vindmøller, der skal opføres til havs. I takt med at møllerne bygges større, er der brug for nye installationsskibe, som kan rumme de nyeste møllegenerationer. P.t. er det omkring 15 MW og cirka 300 meter i totalhøjde, men udviklingen stopper ikke her, så det er endnu uvist, hvilken størrelse møller der vil være normen for de kommende års projekter.

Rystad Energy vurderer, at der  allerede om tre år er risiko for flaskehalse i udskibningen af havvindmøller på grund af mangel på de skibe, der skal installere dem. Det gælder særligt møller på mere end 12MW, hvis der ikke i god tid foretages investeringer i nye installationsskibe. Alternativt er der risiko for både nye forsinkelser og markant højere priser på at leje skibene – forhøjelser som i sidste ende vil gøre det dyrere at opføre den grønne energi.

Artiklen er første gang bragt i Magasinet Energi