Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

Artikel

EU-Kommissionen godkender dansk VE-støtteordning for CfD-model

EU-Kommissionen har i henhold til EU-reglerne for statsstøtte godkendt den danske CfD-model for det teknologineutrale udbud. ”Det er dejligt, men ikke overraskende, at EU-Kommissionen har godkendt, at vi også i Danmark benytter CfD-modellen uden for de store havvindsudbud,” siger Lea Bigom Wichmand, der er afdelingschef i Wind Denmark.

EU-Kommissionen har accepteret, at de teknologineutrale udbud er en nødvendig for udbygningen af ​​vedvarende energi og opfyldelsen af det danske klimamål i 2030 om 70 pct. C02-reduktion. Samtidig har det også haft en betydning for EU-Kommissionens afgørelse, at prisen på grøn strøm endnu ikke fuldt ud dækker omkostningen ved VE-produktion. Det skriver EU-Kommissionen i en pressemeddelelse.   

Den danske statsstøtte sker gennem såkaldte teknologineutrale udbud, hvor forskellige former for vedvarende energi såsom land- og havvindmøller og solcelleanlæg konkurrerer om en CfD-kontrakt, og det billigste bud på en vinder.

”Det er dejligt, men ikke overraskende at EU-Kommissionen har godkendt, at vi også i Danmark benytter CfD-modellen som udbudsform uden for de store havvindsudbud. Nu er der skabt klarhed over de rammer, der vil gælde i det første 2021 udbud. Så er det op til markedet at vurdere, om rammerne er tilstrækkelige og giver den investorsikkerhed, der skal sikre nye vind- og solprojekter.” siger Lea Bigom Wichmand, afdelingschef i Wind Denmark.

”Landvind befinder sig et svært sted”

Samlet har det teknologineutrale udbud et maksimalt budget på 400 mio. euro, svarende til 3 mia. dk. Der er fra politisk side fundet finansiering til et udbud i 2020 og 2021, mens det er udbuddet fra 2020, der nu skal til at afholdes. Det er endvidere aftalt i energiforligskredsen, at man efterfølgende vurderer, om der også skal være udbud i 2022-2024. Hvis man vinder en CfD-kontrakt i udbuddet, kan der udbetales støtte i 20 år efter, at VE-anlægget er tilsluttet nettet.

Wind Denmark har tidligere været kritisk overfor udformningen af den nye støtteordning, hvor man ser udfordringer ved modellens anvendelighed. Specielt har Wind Denmark været kritiske i forhold til modellens meget restriktive budloft.

”Landvind befinder sig et svært sted, fordi der er kommet mange nye krav og øgede omkostninger siden klimaaftalen i sommer fastlagde budloftet for udbuddet. Nu er der endelig kommet klarhed om udbudsmodellen (CfD), men om vilkårene og niveauet i CfD-modellen matcher de mange nye omkostninger og den aktuelle markedssituation, må tiden vise,” siger Lea Bigom Wichmand.

”Man skal samtidig huske på, at der fortsat er rigtig mange usikkerheder i markedet lige nu, særligt i forhold til nettilslutning, som potentielt kan blive presset af den toårige deadline, der er for nettilslutning. Jeg kan derfor kun opfordre til, at Energistyrelsen igangsætter udbuddet hurtigst muligt, så de projekter, der godt kan nå en nettilslutning og samtidig gerne vil byde ind, får muligheden,” tilføjer hun.

Roser forligskredsen

Tidligere modtog VE-producenterne et fast pristillæg, men i det teknologineutrale udbud anvendes en såkaldt contract-for-difference (CfD) model. Den model betyder, at VE-producenterne får tildelt et varierende tillæg, der afhænger af elprisen. Staten kan dermed garantere producenten en stabil afregningspris, men stiger prisen over den aftalte og garanterede elpris, betales overskuddet tilbage til staten.

”Jeg vil gerne rose forligskredsen for at have lyttet til vores generelle anbefaling om at benytte CfD-modellen som udbudsform. Det skaber den rigtige markedskonkurrence og de bedste investeringsvilkår for investorer og samfund. Derudover vil jeg også kvittere for, at der i processen er lyttet til nogle af de bekymringer, som sektoren har haft til den konkrete model, som regeringen præsenterede tilbage i sommer. Nu må vi så se, om markedet kan bruge den konkrete model,” siger Lea Bigom Wichmand.

I pressemeddelelsen fra EU-Kommissionen udtaler Magrethe Vestager, der er konkurrencekommissær og ledende næstformand for EU-Kommissionen.   

”Den danske støtteordning vil bidrage til betydelige reduktioner i C02-semissioner (…). Den vil yde vigtig støtte til en bred vifte af teknologier, der genererer VE i overensstemmelse med EU-reglerne. De brede støtteberettigelseskriterier og udvælgelsen af ​​modtagere gennem en konkurrencedygtig budproces sikrer den bedste værdi for skatteydernes penge og minimerer konkurrenceforvridning.”

Nyheder direkte i din indbakke?